Kathrine Ærtebjerg - Det Evige Liv

Pink spray 1 katalog

29.maj til 8. september 

I samarbejde med Kathrine Ærtebjerg har vi skabt en udstilling med baggrund i kunstnerens relativt nye inddragelse af den kristne ikonografi i sine værker. Med udstillingen Det Evige Liv vil vi vise, hvordan Kathrine Ærtebjerg tager os med et skridt videre i udforskningen af det fællesmenneskelige. Ærtebjerg viser os med både helt nye og ældre værker et univers af transformation eller forvandling, hvor det fysisk menneskelige (kroppen) smelter sammen med korset som symbol på det evige. Derfor også titlen på denne udstilling: Det Evige Liv.

 

Ærtebjerg viser os et nyt forvandlingsunivers, hvor det menneskelige smelter sammen med det evige og guddommelige. Med udstillingen vises en billedkunstnerisk udforskning af den kristne tro og det menneskelige liv.

I forbindelse med udstillingen udgiver Museet Holmen et katalog med to essays og billedillustrationer af udvalgte værker fra udstillingen. Kataloget fungerer som en introduktion til Kathrine Ærtebjergs univers og til udstillingen. 

Det ene essay er Sometimes I feel like a motherless Child af lic.theol. Povl Götke (ph.d), præst og forfatter. I dette essay sætter Götke fokus på det ærtebjergske univers med skildringen af pigeliv, om syndefaldet og om Ærtebjergs ændrede fokus fra den indadvendte udforskning af sindet til den udadvendte, samt brugen af den kristne ikonografi, særligt i form af korset. Det andet essay er Troen, Nøglen og Det Evige Liv af kunsthistoriestuderende Sara Duborg Døssing. I dette essay åbner Døssing udvalgte værker op under tematikken det evige liv, både forstået i kristendommen og ud fra Ærtebjergs forestillingsverden, hvor det evige måske også findes i det jordiske liv.

I forbindelse med udstillingen er der ydet kunstnerstøtte til produktion af nye værker fra Statens Kunstfond og fra Statens Værksteder for Kunst.

Udskriv E-mail

Museet Holmen • Østergade 13 • 6240 Løgumkloster • Tlf 7474 4165 • Mobil 2373 1029 • info(at)museetholmen.dk